Fredagen før Nakkefestivalen åbnes containeren hvor alt grej er pakket i, og så går de hårdtarbejdende i gear – forplejningen sikrer at ingen behøver forlade pladsen for at finde mad, så arbejdet kan glide bedst muligt. I forplejningen passer du på de arbejdende mens du ser festivalen rejse sig på pladsen og bagefter folde sig sammen, og du har dermed en unik mulighed for at komme helt tæt på Nakkefestivalen. Hvis du tager nydelse i at pleje trætte folk og motivere med snacks, godt humør og en hjælpende hånd, så er du den helt perfekte til forplejningsgruppen.

 

Arbejdsbeskrivelse

Skære, snitte, stege, røre og ikke mindst vaske op, og hvad der så ellers foregår i et køkken. Vi brygger kaffe, sætter vi morgenmad frem, arrangerer frokost, og laver aftensmad til 50-100 mennesker. Derudover har vi plads til at hygge om folk (vaske tøj, bage småkager, nusse i nakken) i det omfang tiden tillader os. Vores arbejdsrum kommer til at være væk fra skruemaskiner og svedige mennesker, og det er sjovest hvis vi alle tager nydelse i at lave mad.

Menu og indkøb er planlagt forud for festivalen, så gode idéer modtages med kyshånd inden.

 

Vagttidspunkter

Forplejningen arbejder lørdag-tirsdag op til festivalen, og søndag-onsdag efter festivalen. Da der udenom festivalen ikke er så meget at have fri for og alle andre arbejder i døgndrift for festivalen, vil vi have hele arbejdsdage og bare være nok på holdet til at folk kan holde fri når de har brug for det. Arbejdsdagene fordeles så du kan have to dage før og to dage efter, eller fire dage på én af siderne. Du har længere arbejdstid end folk der arbejder under festivalen, da du mærker fællesskabet omkring Nakke tættere på og i øvrigt slipper for at arbejde mens musikken spiller.