Patchanka

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Genre: Bastard-ska-gypsy-punk

Patchanka har i årevis sparket liv i spillesteder og festivaler i over ti lande i Europa. De opstod ud af gløderne efterladt af Manu Chao og hans uforglemmelige koncerter med Radio Bemba Soundsystem. Det var noget, de bare måtte gøre. Kort efter Patchankas fødsel varmede bandet op for selvsamme Manu Chao to gange – og karrieren blev for alvor sparket i gang.

De seks venner i Patchanka, som i dele af Latinamerika betyder ”festens klimaks”, er en meget broget flok med rødder fra så forskellige steder som Libanon, Indien, Italien, Spanien og selvfølgelig: Danmark. Blandingen af bandets medlemmer går igen i det musikalske udtryk, og en koncert med Patchanka er ligesom at rejse med rygsæk gennem alverdens kontinenter. Det er punk, det er pop, det er reggae, det er ska, det er balkan – og alt der i mellem – men med en tydelig nordisk lyd, der er samlet op på gaderne i deres hjemby København.

I 2013 udgav Patchanka deres andet album ”Normalize this!”. Albummet førte straks til en international pladekontrakt med Hollands største uafhængige rock-label: Suburban Records samt en nominering ved Underground Music Awards for Bedste Alternative Udgivelse det år.

Det var også i 2013, at Patchanka var på den mest omfattende festival-turné i bandets historie med Lowlands Festival (Nick Cave, Franz Ferdinand, The Knife) Rotterdam Unlimited (Manu Chao, Outlandish, Che Sudaka) Paaspop Festival (Black Sun Empire, Chase and Status, Black Rebel Motorcycle Club) og andre store festivaler under bæltet. Herhjemme har publikum og spillesteder også bemærket Patchankas nye live-glød, og bandet vandt i 2014 en Danish Music Awards i kategorien ‘Bedste Live World Navn’. Juryen sagde:

‘De er i dialog med deres publikum hele vejen. De leverer en performance, som altid når et klimax, hvor publikum bare vil have mere! Det er levende, der er fest og farver, men også en vis portion alvor. De evner at spille den fede koncert -­ både for den store og den lille skare. Det er power uden grænser! Snart er de en klassiker…’

I 2014 erobrede Patchanka Frankrig og spillede den sommer 15 festivaler og optrådte live i flere radio-shows. I år har Patchanka bl.a. spillet på Spot Festival i Aarhus, hvor bandet opnåede en flot live-anmeldelse og en stærk interesse fra især tyske branchefolk.

Som nogle Nakke-veteraner måske kan huske spillede Patchanka på festivalen i 2006, og Nakke-folket kan forvente sig et sultent band, der glæder sig til at vende tilbage til rødderne og er klar til at sparke gang i festen!

Links:

http://www.patchanka.dk/

https://www.facebook.com/PATCHANKA

https://www.youtube.com/user/patchankacph