Genre: Postmoderne Lummer Swing

Swing Mr. Louis er en liter oldschool smuk 30’er-swing, en deciliter lumre tekster, en spiseskefuld af hverdagens og livets banale spørgsmål – væltet ned i en kande med masser af charme og godt humør og blandet sammen til en stor swingende fest!

Swing Mr. Louis startede engang i det herrens år 2005 i provinsen, som et jazz-cover band. men da den kære onkel Anders fra Næstved åbnede sit hjerte, Studenternes Hus og en flaske snaps, fik piben en anden lyd. Swing Mr. Louis blev over en grill aften forvandlet til et drengerøvsband med et virvar af fjollede parykker og kun 4 medlemmer.
Efter dette brag af en koncert gik Hr. Louis på standby – ja faktisk indtil sommeren 2009 – da to af de glade medlemmer vendte hjem fra en inspirations-tur i Oceanien, nærmere betegnet Australien. De to glade fyre havde kufferterne fulde af nye ideer og swingende rytmer, og i en vaskekælder på Vesterbro gik de 4 originale medlemmer igang med at få jorden til at svinge.
En fræk pianist fra Indien var den næste til at joine Charleston-fænomenet og ikke længe efter kom Køges politimester med på saxofon.
Alt åndede nu groovy og swingende fred, men da London kaldte vores trommeslager til sig, kom Dr. Eg springende til vores undsætning og med i kølvandet den norske skønhed og yppige trompetist Kaja.
Swing Mr. Louis er nu et 7-mands orkester med den altid veloplagte gast Bach som lydmand.

Links:
https://www.facebook.com/swingmrlouis/

http://www.swingmrlouis.dk/