Skrevet af Jeppe og publiceret d. 7. June, 2016

Sommeren er på vej og dermed er Nakkefestival også lige rundt om hjørnet. Men selvom vi allerede er mange arrangører, så mangler vi et par stykker for, at vi kan få lavet den fedeste festival til sommer.

 

Sikkerhed:
Her mangler vi enten dig eller jer to, som bevarer overblikket og er god(e) til at snakke med alle slags mennesker i alle slags stemninger – herunder eventuelt både gæster, politi og brandvæsen. Du skal hjælpe de flinke gæster med at passe på hinanden og eventuelt tage beslutninger om, hvordan det skal håndteres i de sjældne tilfælde, hvor gæsterne ikke er flinke ved hinanden. Denne tjans vil især blive udført i tæt kontakt med de andre sikkerhedsfolk og planlagt i samarbejde med nakkefestivalens formand, så der er hjælp og erfaring at trække på. Skriv gerne hvis du har spørgsmål til tjansen til vores formand på formand@nakkefestival.dk.

Samaritten:

Hej du skønne sundhedsfagligt uddannede (eller under uddannelse) væsen!
Synes du det er fedt, når folk kommer gennem Nakkefestival uden at miste lemmer og forstand – Er du måske endda selv en stabil og venlig type, som er god til at strukturere vagtskemaer og formidle beskeder til de andre i samaritten?
Så er det da DIG vi har brug for som den vigtige og højt påskønnede samaritansvarlige på Nakkefestival!
Selve arbejdet indebærer planlægning forud for festivalen i samarbejde med de andre samaritansvarlige, samt vagter som ansvarlig under festivalen med skiftende varighed. Hvis dette lyder som noget for dig, må du meget gerne kontakte vores formand for mere info på formand@nakkefestival.dk – nøj hvor vi glæder os til at høre fra dig.

Backstage:

Kan du lide at arbejde med mennesker og har du lyst til at være med til at Nakkefestivalens optrædende får en ekstra nice oplevelse? Hvis ja, så er det dig vi har brug for! Vores arrangør Josefine står pt. alene med ansvaret og hun savner en at dele det med.
Dette indebærer både vagtplanlægning og kontakten til medarbejderne før festivalen, afvikling af backstage under festivalen samt oprydning efter festivalen.
Hvis dette kunne være noget for dig eller hvis du vil vide mere, så kontakt Josefine på josefinebs@gmail.com.

Ekstra info: Som arrangør for Nakkefestivalen er du aldrig alene, men bliver en del af en arrangørgruppe på rundt regnet 45 arrangører. Der er derfor altid råd og vejledning at hente hos en af dine medarrangører.
Arrangørerne mødes den anden lørdag i hver måned i København, hvor vi her arbejder sammen om at skabe den kommende sommers Nakkefestival. Herudover mødes man på kryds og tværs mellem arrangørmøderne.