______
Det er en smuk maj aften i 2017 og jeg sidder og nyder en kop kaffe til lyden af fuglekvidder og den dér, med ham dér, der synger så pænt, da stilheden og idyllen med ét bliver brutalt slagtet på barndommens evindelige uvidenhedsalter: ”Far, far! Må jeg ikke bygge en 7 meter høj atomkylling i baghaven og kalde den Bjarne C?!” Det er min knægt Asbjørn der spørger.
Mine tanker flakker og minderne fra 1996 dukker pludselig op fra hjernebakkens yderste-indre: Jonathan og jeg havde netop set den legendariske Woodstock-video og vi var helt oppe at køre, sådan teenager-oppe-at-køre. Vi ville sgu da også lave sådan en festival på en mark i Nakke eller Rørvig. Det krævede jo bare noget strøm og et par lægter; så var vi i gang! Som dagen skred frem gik det dog op for os at vi blot var 15 og 16 år og hvordan hulen skulle vi bære os ad med det? Hvordan skulle vi købe øllet? En automobil var nok også nødvendig… ideen blev skrinlagt, men i løbet af de næste dage snakkede vi videre om det; vi kunne simpelthen ikke lade være.
Der foregik intet i Rørvig og Nakke i 1996 der kunne være fedt for et par hippie-børn som os. Hvis man ikke elskede Cotton-Eyed Joe og lerdueskydning, var man ikke rigtig velkommen i dét samfund, og det ville vi gerne ændre på.
Til sidst begyndte far Olox at drille os fordi vi havde sådan et tudefjæs på over opgaven. En opgave vi, uden selv at være helt bevidste om, jo allerede var gået i gang med. Det blev for meget for de to teenagere så de sked hul i problemerne og tog kontakt til folk fra nær og fjern.
Vikar-musiklæren lovede at vi sagtens kunne låne trommer og baggear af skolen og en fra vores klasse kendte en murer der havde en presenning (prinshenning på Nakkejansk) og så skrev vi et brev til borgermesteren om vi lige måtte låne fodboldbanen ved Rørvig Friskole, fordi vi for øvrigt lige ville lave en festival? Af uransagelige årsager syntes denne (læs: borgermesteren) at det var en glimrende idé og så var det på med handsken.
Scenen blev rejst, bygget af lægter og en tung(!) murerprenshenning – jeg vil tro at en vindstyrke på 1 sek/m ville have væltede scenen og smadret Nakkefestival før den overhovedet startede, men til alt held var det vindstille den weekend.
Skolens trommesæt og forstærkere var sat op og noget så eksotisk som et fadølsanlæg med to fustager var også i hus. Hanerne blev administreret med hård hånd af forældre, der gerne ville se hvad hulen de der teenagere havde gang i. Så vidt jeg husker var der 4-6 bands, hovedsageligt bestående af arrangørerne selv. Disse mennesker var i og for sig også publikum, med få undtagelser.
Det blev en bragende succes: Scenen væltede ikke, vi fik drukket al øllen, vi spillede Jimmy Hendrix (eller forsøgte på det, undskyld Jimmy) og punk-musik for fuld rulle og vi fik ikke tæsk af lokale bønder – altså i sandhed en bragende succes og denne uventede optursfed af en oplevelse skreg på en to’er.
Sådan gik det altså til at vi stadig den dag i dag kan trække i arbejds-hippie-tøjet og en gang om året fordrive den korrupte og kapitalistiske verden for, for en kort stund, at kunne sætte os i græsset og nyde lyden af fuglekvidder og den dér, med ham dér, der synger så pænt… ”Far, far! Må jeg altså godt bygge den der Atomkylling eller ej!?” Ordene runger hult da jeg hører mig selv svare: ”Ja min dreng, selvfølgelig må du det”